Jul i Glostrup

Af Bjarne og Tommy Mathiasen
Tegninger: Tommy Mathiasen

Julen nærmede sig, og en aften bad møllenissen på Røde vejrmølle sin to sønner Gynter og Elo om at gå helt ud til Ludvigshåb mølle, som lå på den anden side af grænsen til Glostrup, for at inviterer møllenissen Gammelfar til den årlige julekomsammen, som de sammen med bageren på Røde vejr mølle ville holde i år. Bagerens tvillingepiger Musse og Misse, som var lidt lune på de to drenge ville også med. Både Gynter og Elo kendte gammelfar og selvfølgelig også kludemøllen, som i virkeligheden var en almindelig Hollandsk vejr mølle, men i stedet for at male korn, havde man brugt den  i forbindelse med fremstilling af papir.

Når de nu alligevel skulle den vej kunne de ligeså godt stikke hovedet ind og invitere Pigernes onkel og moster på Glostrup gård, samt deres familie på Kirkebakkegården.

Musse og Misses mor havde givet pigerne en pakke med til Gammelfar, samt til hendes søster Emma, som boede på den store Glostrup gård, der lå for enden af Østervej i Glostrup.

Det var en frostklar smuk vinter nat, sneen lå som et tæppe hen over markerne, og fuld månen lyste klart op, så det var meget nemt at orienterer sig. De gik rask til og man kunne høre den frosne sne knirke under deres træsko for hvert skridt de tog, deres varme ånde frøs til is så det lignede røg der kom ud af munden på dem. Det varede ikke længe før de på højre hånd kunne skimte de to  firlængede gårde Bryggergård 1 og to. (Navne som man i mangel af bedre havde givet dem, selv om alle vidste at dengang var gårdene typisk opkaldt efter ejerene), en del småhuse samt Glostrup bryggeri, den store kolos længere fremme med den høje skorsten, der ravede helt op i himmelen.

Glostrup var en meget lille landsby der kun  bestod af 8 store gårde, samt en del mindre småhuse, så mulighederne for at fare vild var umuligt.

Da de tydeligt kunne se kirken længere fremme, og passerede Lars Petersens vej, sagde Gynter, – vi tager genvejen det er hurtigere -, og så drejede de til venstre ved smedens hus på hjørnet af Vestervej, og lidt efter kunne de gå langs det store gadekær, det var lidt uhyggeligt, men heldigvis dukkede den store firlænget Vestervejs gård  frem. Fra porten af gården svingede vejen sammen med et lille åløb fra gadekæret, ind til en lille tværvej, som mundede lige ud til Kirkebakkegården,  her lå på højre hånd en lille sø hvorefter åløbet fortsatte ned mod Roskildevej sammen med Østervej.  Her drejede de til venstre, og der for enden af vejen lå den store flotte Glostrup Gård.

Staldnissen pigernes onkel, var allerede i gang med at malke køerne, men han fik hurtigt hentet moster Emma, og det varede ikke længe før alle deres fætre og kusiner totalt havde omringet dem, og nysgerrige fulgte med i hvad der foregik. Moster Emma takkede ja til invitationen, og det sparede ikke på ros over alle de bagte lækkerier der var i pakken. Nu var det ikke hver dag man fik besøg, og denne gang var det de to tvillinger med påhæng, så nu skulle der rigtigt sludres, hun spurgte i et væk, og til sidst måtte Gynter og Elo lige indskyde, at de altså skulle nå at komme til Ludvigshåb inden det blev lyst. Selv da de passerede Kirkebakkegård, og imens de overrakte invitationen til deres familie der, som var kommet frem til vejen og lige skulle have det sidste nye med, stoppede hun ikke med at spørge om både det ene og det andet.

– Puha, sagde de alle, da hun endelig vinkende, vendte om ved hjørnet af præstegården og Roskildevej. Bryggeriet var i gang med en bryg, de kunne se de dampende hvide skyer der langsomt steg mod himlen, og hele området duftede kraftigt af malt og humle, en duft der fulgte dem et godt stykke på vej mod Ludvigshåb. Et stykke længere henne passerede de Glostrup mølle på højre hånd, her stoppede de og diskuterede om den var større eller mindre end Røde  Vejrmølle, de blev nu ikke enige, men kunne dog beundre den flotte høje skorsten på bageriet, så grinte de og fortsatte videre af Roskildevejen. Da de passerede den lille skov Glostrups hule, hvor der førhen skete mange røveriske overfald, kunne de ikke lade være med at løbe, skoven var dog for længst fri for disse røvere, men nisserne havde hørt så mange historier, så frygten stadig sad i dem. Lige efter passerede de Hvessinge bækken der rislede på begge sider af Roskildevejen, her gjorde de et lille stop, de skulle lige have pusten og pulsen sat ned, så de satte sig på skrænten. Prøv at se sagde Gynter og pegede på bækken, den løber hele vejen til Brøndbyvester og munder ud i Køge bugt, ja sagde Elo sammen med alt spildevandet fra Bryggeriet.

Efter et kort hvil kunne de endelig  skimte møllen i det fjerne, til højre kunne de se Vibeholm den firlængede hvide lyst gård bagved jernbanen, foran jernbanen lå det nu nedlagte jernstøberi, samt nogle småhuse, og Spanagergård. Til venstre lå Krogslyst den flotte lystgård lidt tilbage fra Roskilde vejen, så skulle de lige over den nyanlagte voldgrav, og gennem det store fæstningsanlæg, som endnu ikke var færdigt, inden de lige da solen brød frem i horisonten, kunne smutte til højre ind på Ludvigshåb mølle. Møllen lå inde i gården omkranset af tidligere produktionsbygninger, og i den ene var der lavet et bageri. Selve gården virkede meget stor  med møllen knejsende op mod himlen.

 

Gammelfars historie

De fandt gammelfar øverst oppe i møllehatten, her sad han og krøb sammen og så meget sølle ud. Da han opdagede hvem det var der kom, lyste hans ansigt op, og et stort smil bredte sig på hans ansigt. -Hvor er jeg glad for at se jer, jeg kan ganske simpelt ikke følge med mere, min fysik kan ikke klare det, jeg er ved at blive for gammel til dette job.

Drengene overrakte ham invitationen til den kommende julekomsammen, noget han blev rigtig glad for, – men hvordan kommer jeg dog helt derud , spurgte han med spørgende stemme, – du finder nok en hestevogn der skal den vej som du kan hægte dig på, grinede drengene, ja sagde pigerne, og postdiligencen kommer jo hver dag, så det er ikke noget problem. – gammelfar havde regnet med, at de fire ville komme, hente ham og sørge for at han kom derud, men den gik ikke.

Misse rakte ham den pakke hun havde med fra sin mor, noget han blev rigtig glad for, – jeg har ikke fået nået ordentlig at spise i lange tider, sagde han og gik i gang med at gnaske det gode brød fra pakken. Da han havde spist sig mæt, tog han en slurk af det gode øl, som der selvfølgelig også havde været i pakken, bøvsede et par gange og strøg skummet væk fra skægget.

Tranemosegård 1664

Så begyndte han at fortælle om hele sit liv, noget de alle var forberedt på.

– Da jeg var i jeres alder var der krig mellem Danmark og Sverige, -svenskerne besatte det meste af Danmark, og samtidig havde vi en isvinter, så de kunne gå over både Storebælt og Lillebælt, og det varede ikke længe, før de omringede København, hvilket vil sige at hele vores område, her var fyldt med Svenske soldater. Det var en forfærdelig tid, de drak og hærgede alle de byer de kom til, de brændte huse og gårde ned til grunden, de myrdede bare for fornøjelsens skyld, de plyndrede husene og voldtog kvinderne, i det hele taget var de modbydelige.- Vi nisser kunne heller ikke gå fri, selvom vi gemte os som vi plejede, mange af os måtte flygte ud til Glosemosen ved Kirkebjerg ,og søge ly hos Mosekonen, det var næsten ligeså slemt, hun lugtede fælt, og den bryg hun lavede var en sur sammenblanding af gammelt øl og opvaskevand. – Halvanden år måtte jeg tilbringe der indtil Svenskerne endelig måtte trække sig tilbage. Her måtte gammelfar lige holde en pause og tage sig en slurk inden han foresatte. – Efter et par år hvor jeg boede på forskellige gårde, kunne jeg endelig flytte ind på en helt nybygget gård i Brøndbyvester, Tranemosegård, det var en adelig ritmester Axel  Sehested,  fra det Danske kavaleri  der byggede den,  Svenskerne havde taget hans store gårde og ejendomme i Skåne, og erklæret dem for Svensk ejendom, så som erstatning havde han, af den Danske Konge, fået en hel del jord her som han nu byggede på.- og der blev ikke sparret på noget som helst, gården lignede udvendig alle de andre stråtækte gårde, men indvendig var den udstyret, så den var en adelig værdig. Møblerne var af det fineste håndværk i kan forestille jer, ja der var tjenestefolk, der kun skulle sørge for herskabet. – Selv børnene havde deres egen tjenestepige, som de kaldte guvernante. – Staldene var store og flotte, og i den ene ende stod der fem flotte rideheste, som fik en pleje ud over det sædvanlige, og i vognparken var der en karet med våbenskjold malet på døren, jo det var fine folk der havde til huse her.

– Ritmesteren var en meget driftig mand, der havde forstand på penge og omsætning, han fandt hurtigt ud af at han ikke kunne leve af landbrug alene, selv om han som adelig var fritaget for skat, så ret hurtigt besluttede han, at han ville bygge en mølle. –  Her blev jeg straks meget interesseret, det var lige noget for mig, så da møllen blev bygget fulgte jeg med i hele forløbet, første gang kornet blev malet var en festdag for mig.  – Jeg flyttede ind i møllen og fremtiden tegnede lys, ydermere satte ritmesteren gang i et lille bryggeri, et bageri, et brænderi ja også en kro blev det til, alt sammen blev forpagtet ud, det var den mest vidunderlige tid i mit liv.

– Desværre blev han dræbt i Sverige, da Danmark forsøgte  at erobre Skåne tilbage.  – Tilbage på gården sad nu hans enke med 3 børn, som overhovedet ikke havde forstand på hverken brænderi – bryggeri – bageri – kro drift eller mølledrift, og da Ritmesteren aldrig havde søgt bevilling til møllen, og Glostrup Bønderne havde indsendt en klage til kongen, og krævede at møllertvangen også her skulle være gældende, så hun ingen anden udvej, end at skille sig af med det hele, og kun koncentrerer sig om driften af gården. – Det hele blev solgt og møllen forsigtig taget ned, og genopstillet på Vesterbro i København. – ca. 10 år fik jeg med den mølle, men det var gode år, sagde han og spyttede på gulvet, nu er der kun møllebakken hvor den stod tilbage.

– Efter møllen var nedpillet, flyttede jeg over i stuehuset igen, her boede jeg i mange mange år, indtil jeg hørte at Vibeholms gård, skulle  flyttes fra Brøndbyøster landsby, og genopbygges et længere stykke mod nord, her besluttede jeg at flytte med. – Det var en ren lystgård, det pænere borgerliv fra København slappede her af med deres familier om sommeren. – Her hørte jeg en dag at der var en Papirfabrikant der ville starte en papirfabrik, som skulle drives af en mølle, lige ud til Roskildevej. – En mølle tænkte jeg, der må jeg hellere være med. – Jeg var lykkelig nu skulle jeg på mine gamle dage beskæftige mig med møller igen.

Både drengene og pigerne sad og fulgte med i gammelfars historie, ind imellem kom de med spørgsmål, som han villigt besvarede, glad for at han havde så ivrige tilhører. Nu måtte han lige have sig en tår øl, før han kunne fortælle resten af historien.

Ludvigshåb

Efter at gammelfar havde hostet, og tørret skummet fra skægget, fortsatte han sin historie.    – Den unge mand var af polsk familie, de havde i mange år lavet papir og vidste alt derom. -Mølleren eller kald ham papirmageren, flyttede ind i det eksisterende hus der lå der i forvejen, så det samme gjorde jeg,  her bosatte jeg mig på loftet. – Som alle nisser gør startede jeg med larm og buldren om natten når de sov, men uanset hvor meget jeg larmede, prellede det fuldstændig af på manden. – Konen og børnene vidste godt at jeg var der, men han forbød dem at stille mad frem, – sådan noget nisseri, skal jeg ikke have noget af her på møllen sagde han, hver gang konen tog det op.- Det tog ca. et år inden møllen stod færdig, og i al den tid havde jeg på alle måder prøvet, at gøre ham opmærksom på at jeg var her, og selvfølgelig også skulle have noget at leve af, men intet hjalp.

– Til slut tog jeg den beslutning, at ville han ikke give sig, så ville jeg heller ikke – , her så han et kort øjeblik på os alle med  lynende øjne, – ja jeg blev gal, sagde han nærmest for sig selv, møllen brændte – her stoppede han og kiggede ud af vinduet, – ja møllen brændte. – Jeg overvejede at flytte, man skal jo have mad, men den stædige unge mand imponerede mig ved, at starte med endnu en genopbygning af den nedbrændte mølle.

– Jamen Gammelfar dog – var det dig der brændte møllen af, spurgte begge piger i munden på hinanden. Her så han et kort øjeblik på pigerne, hans øjne flakkede fra side til side, mumlede et eller andet før han sagde, – vi nisser beskæftiger os ikke med afbrænding af møller, men det kan da godt være at jeg har medvirket til at det kunne ske. Så klukkede han lidt for sig selv, og med et tilfreds grin slubrede han endnu en god tår øl i sig, inden han fortsatte sin historie.

– Efterhånden som den nye mølle blev bygget op, var den ældste af parrets to døtre begyndt at stille grød frem på loftet, hvad hendes forældre ikke ville, gjorde hun af sig selv. -Hun var noget af det kæreste i kan forstille jer.

– Da møllen endelig stod færdig, blev produktions bygningerne bygget til, og produktionen af papir kom i gang, i starten var det træ der blev flået i små stykker og kogt i nogle store kar, senere fandt manden ud af at bruge bomuld i stedet for træ, så fik papiret en meget grovere struktur, og han endte med udelukkende at fremstille tjærepap, som i kan se møllen er beklædt med.

– I ti  lange år sloges jeg med ham, jeg sørgede for at han kunne have en god produktion, når så han fik nogle store bestillinger, så kørte møllen besynderligt nok dårligt, han var udmærket klar over at det var mig der stod bag, men han ville ikke give sig, og det ville jeg heller ikke, her grinte gammelfar.  – Han arvede vandmøllen i Roskilde, som var en udmærket papirmølle, og var en tid ret meget dernede, i den periode gjorde jeg alt for at møllen her kørte godt, og produktionen var god, når han så kom tilbage, tja der var mange måder man kunne forsinke en produktion på. – Til sidst blev det dog for meget, men heldigvis forsvandt han og konen sporløst. Her lavede han en meget lang pause, vi kiggede bange på hinanden – så fortsatte han, – ingen har nogensinde fundet dem, her holdt han endnu en pause for endelig at sige,  – hvilket jeg på ingen måde begræder.

– Jamen hvor forsvandt han hen, spurgte begge piger i munden på hinanden, Gammelfar krympede sig og ville ikke rigtig sige noget, men omsider kom det – tja det er der ingen der rigtig ved noget om, og så kiggede han triumferende på dem alle, hvorefter han fortsatte.

– Nu kom der nye tider, datteren som bare var 20 år gammel, forstod sig godt på papirfremstilling og overtog driften, jeg hjalp til så meget jeg overhovedet kunne, der var sat mad frem hver dag, og øllet blev der ikke skortet på. – Hun forelskede sig i en ung papirmagersvend der arbejdede med fremstillingen, og det varede ikke længe før de blev gift.

– De koncentrerede sig udelukkende om fremstilling af tagpap, og fremtiden så lys ud, men en dag faldt den unge mand ned i karret med den kogende papirmasse, og døde af sine forbrændinger.

Endnu engang gøs det i pigerne, og Musse kunne ikke lade være med at spørge, – det var vel ikke noget du havde indflydelse på, –gammelfar så på hende med lynende øjne, – hvor kan du dog få den tanke fra, jeg kunne godt lide den unge mand, han var både dygtig og klog, og havde de rigtige intentioner med møllen, nej det var et stort uheld, noget som tog hårdt på den unge kone.

– Fra den ene dag til den anden stoppede produktionen, pigen rejste til Roskilde et par år, og Ludvigshåb blev overtaget af  ejeren af Vibeholm. – Han ændrede møllen til en kornmølle, og i den ene sidebygning opførte han et bageri med støbte ovne fra hans eget jernstøberi, noget af en nyhed indenfor bageriet. Møllen blev herefter solgt til en driftig møller, som lejede bageriet ud til en bagerfamilie. – Det har kørt på højtryk lige siden fæstningsbyggeriet startede.

– Hvad skete der med datteren der prøvede at køre møllen videre,  spurgte Musse, – ja hun blev gift et par år efter med en høker fra Brøndbyøster, han plejede at komme et par gange om ugen med diverse fornødenheder, og havde altid haft et godt øje til hende, svarrede Gammelfar. – Han døde for10 år siden, og hendes lillesøster,  hvis mand også var død, flyttede ind hos hende i købmandsbutikken lige ved kirken i Brøndbyøster, sammen med sin lille dreng. – Hun kommer stadig engang imellem og afleverer diverse ting, som mølleren eller bageren har bestilt, sidste gang jeg så hende havde hun drengen med, en frisk frejdig fyr at se på.

Han havde snakket det meste af dagen, og trængte nu til at  hvile sig, så de listede ned og begyndte at se sig om på Ludvigshåb mølle, pigerne var især interesseret i det moderne bageri.

Jul på Røde Vejrmølle

Julen  oprandt og møllernissernes og  bagernissens familier var kommet til Røde vejrmølle.

Gammelfar havde lagt sig bag på postdiligencen og var faldet i søvn, og havde det ikke været for Bryggernissen på Røde Vejrmølle kro, så havde han nok ligget der endnu.

Bageren havde bagt de sidste to dage, der skulle jo være nok til dem alle, ligesom risengrøden, op til flere skålfulde dampende stod på rad og række, alle med top på, og en kæmpe smørklat glidende ned af siderne, og ventede kun på at nisserne gik i gang. Kanelduften havde bredt sig til hele møllen, og som noget helt nyt var en mandel gemt i grøden, det var bagernissens tvillingepiger Musse og Misse, der havde fundet på dette, og naturligvis var der en mandelgave til den heldige der fandt den, et kæmpestort honningkagehjerte.

Efter adskillige krus øl og risengrød  var humøret helt i top, drengene rendte i fast rutefart over til bryggernissen på Roskilde kro, for det var ham der havde det bedste øl, og pigerne serverede honninghjerter, og alle mulige forskellige slags småkager, og som det plejede at udvikle sig år efter år, begyndte møllernisserne at diskutere og drille hinanden. Det er klart at det altid var gammelfar der stod for skud, han havde været med til at opbygge to møller, og var den af nisserne der var ældst. Glostrup nissen sparrede ikke på krudtet når det gjaldt kludemøllen, som han kaldte Ludvigshåb mølle, selv om den var blevet ændret fra papirmølle til kornmølle, men også den for længst forsvunden Brøndbyvester mølle fik en tur med. Her hjalp det ikke  at Gammelfar  i store vendinger forsvarede adelsmanden, der lod den opføre uden Kongelig bevilling, og selv om Gammelfar prøvede at forklare, at var adelsmanden ikke blevet dræbt i svenskekrigen, havde alting set anderledes ud. Men uanset hvad han sagde kunne de to andre møllenisser bare le og morer sig over hans forklaringer.

Ind imellem blev der skyllet rigeligt med øl ned, og når Gammelfar endelig sad og halvsov, kunne en bemærkning fra Glostrup nissen om, at Glostrup mølle var den ældste på Vestegnen få  diskussionen op igen. Nu var det Gynter og Elos fars tur til at hakke på Glostrup nissen, de havde direkte stjålet den Kongelige bevilling fra Røde Vejrmøllen, efter denne var blevet brændt ned af svenskerne.

Beskyldningerne for fra den ene side, til den anden om hvordan det havde forløbet sig, men faktum var, at 8 storbønder i Glostrup hævdede, at de ikke kunne få malet deres korn fordi Røde Vejrmølle, ikke var blevet bygget op efter svenskerne var taget hjem, om det så var fordi mølleejeren havde brugt erstatnings summen, eller han på anden vis var gået bankerot, var lige meget. Nu kunne Glostrup nissen rigtig morrer sig,  og hans bemærkning om at de fik Brøndbyvester mølle revet ned, og Røde vejrmølle sat ud af drift i over 60 år,  beviser med rette hvem der har været de klogeste, kunne i sagens natur kun yderligere være brænde til bålet.

Gynter og Elos far måtte lige skylle denne bemærkning ned med et ordentlig krus øl, før han harmdirrende svarrede, at denne lille jordmølle der ligger på den bare mark i Glostrup

kunne tillade sig at kalde sig den ældste mølle på Vestegnen, aldrig havde han hørt noget så latterligt. Selv en ganske almindelig hestemølle, ville lave bedre mel end denne såkaldte mølle. Glostrup mølle har  ingen som helst betydning, i forhold til god mølledrift, en møller der snyder på tolderkoppen, for slet ikke at tale om alle de udhulede skæppemål, som ikke vil kunne klare et nærmere eftersyn.

Nu var også Glostrup nissen varmet godt op, han betragtede ikke Røde Vejrmølle som en sikker mølle, alle vidste at en sikker mølle skulle være med svans og drejes manuelt, så var man sikker på at den stod i korrekt position i forhold til vinden, hvorimod Røde vejrmølle var selv krøjende, hvilket vil sige at en vindrose gennem et sindrigt system af stænger og tandhjul, får hatten til at dreje automatisk efter vinden. Sådan noget moderne mekanik ville ingen møller med respekt for sig selv have noget at gøre med. Diskussionen fortsatte i timevis, det kongelige privilegium der sikrede mølle ejeren en fast god indtægt, blev heglet igennem, ligesom mølletvangen fik en tur. Diskussionen endte altid med hvem der malede det bedste korn, og det er klart at Glostrup nissen mente at det var ham, de kunne jo bare se på det flotte store bageri, der hørte til møllen, det kunne fremstille alle slags brød og nu også Wienerbrød, noget helt nyt som en rugbrødsmølle som Røde vejr mølle, med garanti overhovedet ikke ville være i stand til at levere mel til.

Både Gynter, Elo og tvillingerne Musse og Misse havde hørt disse diskussioner hvert år til jul, og alligevel nød de dem, de hørte ligesom med til deres jul.

Det allersidste nålestik fra Glostrup nissen var dog at den nye møller, der havde overtaget Røde Vejrmølle, også havde planer om at købe Glostrup mølle, så nu kunne de godt betragte sig selv som underleverandør til Glostrup mølle, og så var han ude af døren med et stort grin.  Nissernes Julekomsammen på Røde Vejr mølle varede flere dage, inden de trætte gæster kunne vende tilbage til deres bosteder i og omkring Glostrup.