Forme fra dukkefabrikken
Byhistorisk Hus har i slutningen af november modtaget en fantastisk julegave Vi har simpelthen modtaget en stor samling af støbeforme fra den tidligere dukkefabrik på Sofielundsvej 48 (der hvor Ford A-klubben holder til idag).
Hvilken dukkefabrik spørger du så måske? – ja, det er så spørgsmålet, som vi nu vil bede om din hjælp til, for vi ved faktisk ikke meget om fabrikken.
Bygningen blev opført i 1937 og husede op gennem 1940’erne forskellige småfabrikker/-værksteder – bla. et skomagerværksted. Men da dukkefabrikanten JEMA overtog huset i efteråret 1950, overtog de ifølge byggesagen en allerede eksisterende dukkefabrik.
Dertil har vi nogle personfortællinger om, at der allerede i løbet af 1940’erne lå en dukkefabrik på adressen – og at denne muligvis hed PREFA . Vi har dertil en artikel fra bladet “Hus og Hjem” som omtaler en dukkefabrik kaldet PREFA – og som skulle omhandle fabrikken i Glostrup. Men byen Glostrup nævnes ikke i artiklen og vejviserne kan ikke bekræfte et firma ved navn PREFA på Sofielundsvej 48. Derimod er der kortvarigt et firma kaldet PREFA på Hovedvejen 40 i 1944.
Så spørgsmålet er nu: Kender du historien om dukkefabrikken eller nogen, som måske har arbejdet der? Måske har du endda billeder derfra?
Vi vil rigtig gerne have fyldt lidt mere på historien og meget gerne vide, om fabrikken havde et navn, før den blev til JEMA – og om det i så tilfælde var PREFA.
JEMA ophørte i øvrigt på adressen i løbet af 1962, men om den lukkede eller blot flyttede – måske du ved det?
Håber nogen kan hjælpe os lidt på vej og deler deres historie med os på byhistoriskhus@glostrup.dk eller vores facebook-opslag, som du finder her