ARKIV & SAMLING

Lokalhistorisk Arkiv

Byhistorisk Hus rummer bl.a. Lokalhistorisk Arkiv. Arkivet har en stor samling af dokumenter, aviser, protokoller, bøger og særligt billeder. Den arkivalske samling har rod i Historisk Selskab, som startede systematisk indsamling allerede under 2. Verdenskrig. Arkivet rummer bl.a. ca. 100.000 billeder.

Arkiv.dk

Start altid din søgning på Arkiv.dk. På Arkiv.dk kan du søge i vores samling. Nogle af arkivalierne kan du også se her, bl.a. ca. 5000 af vores billeder. Vi er i gang med at omregistrere alle vores registreringer, så du kan se dem på Arkiv.dk. Finder du ikke hvad du søger, er du velkommen til at ringe til os med din forespørgsel, da vi endnu ikke har lagt alle registreringer online. Bemærk, at ved en del af de registrerede billeder er det kun beskrivelsen og ikke selve fotoet, der kan ses. Det skyldes den nye persondatalov, der regulerer, hvad der må vises på nettet. Er der et skjult billede, du gerne vil se, er du altid velkommen i vores åbningstid – så finder vi ud af om og hvordan det pågældende foto må vises og benyttes.

Glostrup-Samlingen

I slutningen af 2015 overtog Arkivet Glostrup-Samlingen, som ophørte som forening. Glostrup-Samlingen er en genstandssamling af både lokalhistoriske effekter og effekter med formidlingsværdi.

I Byhistorisk Hus benyttes både arkivalier og genstande i udstillingen og i formidlingssituationer. Det meste af gentandssamlingen er fjernmagasineret på Glostrup Skole, afd. Søndervang og hentes til præstegården efter behov. Vi er nu i gang med at registrere den store genstandssamling.

De fleste af arkivalierne er registreret og magasineret lokalt i præstegården. Enkelte arkivalie-typer er fjernmagasineret men kan hentes hjem ved efterspørgsel. Vi finder meget gerne arkivalier frem til dig, så du kan se dem på vores læsesal. Ring evt. i forvejen. Så vi kan finde dem frem på forhånd.